Jeg tilbyder supervision af parterapeuter og psykologer, herunder hele supervisionsforløb til psykologer på vej mod autorisation. Jeg er autoriseret af Psykolognævnet, medlem af Dansk Psykologforening og tilbyder supervision i varme og hyggelige rammer i Odense C. Som supervisor har jeg både erfaring med individuel supervision af fagpersoner og ledere og erfaring med supervision i teams fra samme arbejdsplads eller i grupper på tværs af organisationer. Jeg har superviseret både tværfagligt og monofagligt, individuelt og i gruppe og på mange forskellige faglige og organisatoriske niveauer.
Som psykolog har jeg ca. 10 års erfaring fra det offentlige system. Her har jeg ageret på tværs af roller og opgaver som terapeut, konsulent, supervisor og udarbejdelse af kliniske undersøgelser og vurderinger. I mit eget faglige virke har jeg arbejdet med både børn, unge, voksne, grupper og organisationer som klienter og målgruppe. I supervision arbejder jeg ud fra, at supervisionsrummet både fungerer som et læringsrum for supervisander og som et sted, der styrker egen fagidentitet og som kan skabe nye bevægelser og valg i de situationer og dilemmaer man står i professionelt. Jeg kommer gerne med perspektiver selv, men altid som del af en del af fælles proces, der kan støtte supervisand til et nyt sted for sig selv.
Teoretisk trækker jeg i supervision på en bred vifte af teoretiske traditioner alt efter opgaven og superivsandens præferencer, og er selv skolet indenfor en systemisk og narrativ tradition, samt tilknytningsmæssige, eksistentialistiske og psykodynamiske teorier.
I supervision vil du blive opmærksom på egne uundgåelige blinde vinkler som psykolog eller terapeut. Supervisionen bevæger sig dynamisk mellem at kigge på de vilkår du er givet, og de håb eller forhindringer du kan se og mærke ud fra egen individuelle oplevelse. Vi vil undersøge de værdier, overbevisninger og samspil du har med andre i dette felt – for det er her, at vi kan blive tydeligere for os selv og andre omkring os. Jeg har selv modtaget supervision i en lang række af forskellige opgaver og roller de seneste 15 år og vil blive ved med dette resten af min karriere fordi jeg ved, at det understøtter at mit professionelle virke er både langtidsholdbart, bæredygtigt og effektfuldt.